Steffen Gram

Steffen Gram

Steffen Gram er en af Danmarks mest erfarne udenrigskorrespondenter. Han har dækket krige, konflikter, naturkatastrofer, det kommunistiske Østeuropas kollaps, Sovjetstatens sammenbrud og USA og de amerikanske præsidenter fra Reagan til Obama.

 

Han har været DR’s internationale korrespondent i USA under Ronald Reagan. Han kom som DR’s korrespondent til Gorbatjovs Sovjetunion og forlod Jeltsins Rusland. Han redigerede DR’s Horisont i ti år, indtil han vendte tilbage til USA i 2005, da Bush var præsident og orkanen ”Katrina” hærgede New Orleans. Han dækkede amerikanerne i krisens USA, deres valg af USA's første sorte præsident Barack Obama og Obamas første fem år som præsident.

 

Ordstyrer: Til daglig styrer Steffen Gram politikere, økonomer og specialister, når de taler om internationale konflikter, kriser og krige i ”Verden Ifølge Gram” på DR’s P1. Med sin internationale baggrund og mange år i udlandet har Steffen Gram oparbejdet erfaring, viden og rutiner, og som den garvede journalist, får han selvfølgelig stillet de rigtige spørgsmål i debatterne og hjælper jer med at binde dagen sammen.

Foredrag

ER TRUMP PÅ VEJ MOD EN RIGSRETSSAG?

 

Donald Trump har ikke engang været præsident i et år. Og alle spørger, hvad han egentlig vil gennemføre og om han overhovedet sidder til periode ud. Når han at deportere illegale immigranter? Når han at få sin lov mod muslimsk indvandring godkendt? Når vi at opleve en afslutning på ”Ruslandssagen”? Eller er Donald Trump på vej mod en rigsretssag? Og hvad er en amerikansk Rigsretssag?

 

DR's Internationale korrespondent Steffen Gram og vært på P1's "Verden Ifølge Gram" har dækket USA i over 30 år og sidst valget af Trump. Han fortæller om hvor Trump og hans administration er i dag – og om risikoen for en rigsretssag er reel.

USA – EN SUPERMAGT I TVIVL!

 

Amerikanerne har været gennem to lange krige i Afghanistan og Irak, og den værste økonomiske krise siden 30’ernes depression! Det har sat sine spor – og amerikanerne valgte Donald Trump til at trække landet ud af kriserne. Nu er Trump ved at trække USA tilbage fra verden, mens han sender flere soldater til Afghanistan.

Steffen Gram taler om den amerikanske hverdag, om krigene, ofrene, krisen, om de fattige stater, der stemte for Trump – og hvad der er i vente for dem.

USA – HVOR FORSKELLEN VOKSER MELLEM DE, DER HAR OG DE, DER IKKE HAR!

 

Forskellen på USA’s ene procent rige og resten af befolkningen vokser. Uligheden vokser blandt amerikanerne. Middelklassen skrumper! Reallønnen er ikke steget siden 70’erne! De bedste uddannelser bliver uopnåelig for flere og flere! Trump appellerede til de, der føler sig glemt i globaliseringens pulserende vækst – og vandt det amerikanske valg. Hvorfor stemte amerikanerne på ham?

 

Steffen Gram fortæller om det amerikanske samfund, hvor kløften mellem de, der har og de, der ikke har vokser.

EN KORRESPONDENTS HVERDAG!

 

Hvad sker der når en historie bryder? Hvordan dækker medierne begivenhederne – fra jordskælv, over krige til præsidentvalg? Steffen Gram fortæller om hverdagen som korrespondent, mediernes kamp for at dække verden omkring os - og hvordan de nye sociale medier påvirker den journalistiske og politiske verden!

 

Udenrigsjournalistikken er den god nok? Hvordan fokuserer vi? Foretrækker vore egne meninger og holdninger som afsæt i stedet for at tage afsæt i lokale kulturer, traditioner, politiske kræfter og religioner?